Skip til hoved indholdet

2.12 Varmeforsyning

Valg af varmeforsyning

Valg af varmeforsyningskilde er i disse år et væsentligt emne i Danmark. Med indgåelse af ”Klimaaftale for energi og industri m.v. 2020”, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget 22. juni 2020 vurderede Regeringen, at 20.000-40.000 oliefyr og 50.000-80.000 gasfyr vil blive udskiftet på landsplan i løbet af de næste fire år. Regeringen har afsat 2,3 mia. kr. til at igangsætte udfasning af olie- og gasfyr, samt udrulning af fjernvarmenet og installation af varmepumper. Dette vil medføre en reducering af CO2-udledningen på 700.000 ton i 2030 på landsplan. De økonomiske midler er fordelt i bygningspuljen, skrotningsordningen, afkoblingsordningen og fjernvarmepuljen.

For at sikre et opdateret grundlag for Byrådets beslutninger omkring den fremtidige varmeforsyning i Assens Kommune indarbejdes et nyt emne 2.12 Varmeforsyning i kommuneplanen i forbindelse med kommuneplanrevision 2021. Afsnittet viser, hvilken retning varmeforsyningen skal tage i Assens Kommune.

I Vision 2030 er der sat mål om, at vi i 2030 er foran de nationale mål for grøn omstilling, og med Klimastrategi 2020-2050 er det blevet omsat til klimamål om, at CO2-udledningen inden for kommunegrænsen skal reduceres med mindst 70% i 2030 i forhold til 1990-tal og gå i nul senest 2050.

En konkret indsats i Klimastrategien til at opnå dette er ”Afvikling af individuel olie- og gasopvarmning”. Ved at udfase olie- og gasfyr tages et skridt i retning mod at nå de nationale mål for grøn omstilling i 2030.

Det er Byrådets mål:

  • at individuelle oliefyr er udfaset i 2030
  • at individuelle naturgasfyr er udfaset med 70 % i 2030
  • at fjernvarmen i 2030 er 100 % fossilfri og på sigt med en anden primær brændsel end biomasse
  • at kollektiv varmeforsyning understøttes, hvor det er energimæssigt, samfundsøkonomisk og miljømæssigt fordelagtigt og kan bidrage til klimaneutral opvarmning
  • at opbygge et tættere samarbejde med og mellem kommunens varmeforsyningsselskaber for at opnå de bedste løsninger for kollektiv klimaneutral varmeforsyning blandt andet ved at nedsætte et varmeforsyningsråd
  • at arbejde aktivt for omstilling af varmeforsyningen gennem informationsindsats og ved at behandle konkrete projekter

2.12.1 Udfase fossile brændsler
Fossil brændsel skal udfases til fordel for konvertering til vedvarende energi eller fossilfri brændsel.

2.12.2 Fælles varmeforsyning i byerne
I centerbyer og landsbyer kan det med fordel undersøges, om der er mulighed for kollektiv varmeforsyning som fjernvarme eller mindre fælles lokale varmeløsninger.

2.12.3 Individuel varmeforsyning
I områder uden mulighed for kollektiv varmeforsyning skal opvarmning baseres på vedvarende energi.

2.12.4 Godkendelse af konkrete projektforslag
Konkrete projektforslag efter varmeforsyningsloven kan godkendes, såfremt de er energimæssigt, samfundsøkonomisk og miljømæssigt fordelagtige. Byrådet kan undlade at godkende et projektforslag, hvis det ikke er i overensstemmelse med Assens Kommunes planlægning for varmeforsyningen.

En varmeplan er ikke retligt bindende for den enkelte grundejer, forstået på den måde, at den ikke kan pålægge den enkelte grundejer, hvilken varmeforsyning vedkommende skal benytte sig af. Men den skal danne grundlag for dialogen med de berørte forsyningsselskaber om den fremtidige kollektive varmeforsyning og kommunes myndighedsbehandling af konkrete projekter, for etablering af nye kollektive varmeforsyningsanlæg, udførelsen af større ændringer i eksisterende anlæg eller ændringer i forsyningsområder.

Afsnittet varmeforsyning udgør dermed et administrationsgrundlag for forvaltningen og de berørte forsyningsselskaber i tilrettelæggelsen af den fremtidige kollektive varmeforsyning i Assens Kommune og angiver de politisk bestemte retningslinjer for udviklingen heraf. I processen har de lokale varmeforsyningsværker været inddraget. De lokale varmeforsyningsværker er Assens Fjernvarme, Glamsbjerg-Haarby Varmeværk, Tommerup Bys Fjernvarmeforsyning, Tommerup St. Varmeforsyning, Fjernvarme Fyn og Evida.

Med udfasningen af gas- og oliefyr til opvarmning af bebyggelse frem mod 2030, skal op mod 40.000 oliefyr og 80.000 gasfyr udskiftes i Danmark. I Assens Kommune opvarmes cirka 4.700 bygninger med naturgas og 3.900 opvarmes med flydende brændsel herunder olie. Det svarer til henholdsvis 23 % og 19 % af den opvarmede bebyggelse i Assens Kommune.

Varmeforsyninger
Inden for varmeforsyningen findes der forskellige opvarmningsmuligheder. Disse kategoriseres som kollektiv eller individuel varmeforsyning. Kollektiv varmeforsyning består primært af fjernvarme og naturgas (skal udfases), hvor individuel varmeforsyning består af oliefyr (skal udfases), varmepumpe, pillefyr og lignende.

Udfase olie- og gasfyr
Med målet om at udfase olie- og gasfyr frem mod 2030 er det nødvendigt for flere bolig- og erhvervsbygninger at skifte varmeforsyning. Med henblik på at give grundejerne de bedste muligheder arbejder Assens Kommune sammen med de lokale varmeværker for en udvidelse af den kollektive varmeforsyning, hvor det er muligt.

Potentielle fjernvarmeområder
Der er inden for kommunegrænsen flere områder, som er udlagt med naturgas eller fjernvarme, samt flere områder som potentielt kan udlægges til fjernvarme. Ved større mængde samlet bebyggelse kan det være fordelagtigt at udlægge kollektiv varmeforsyning i form af fjernvarme. I samarbejde med fjernvarmeværkerne er der peget på områder, som potentielt kan udlægges med fjernvarme. De potentielle områder består af områder, hvor der er samlet bebyggelse, heraf nogle områder, som i dag er forsynet med naturgas, se kort. Før disse områder kan udlægges med fjernvarme, skal et fjernvarmeværk fremsende et projektforslag, som Byrådet kan godkende.

Projektforslag
Før et kollektivt forsynende varmeværk kan forsyne et specifikt område, skal pågældende varmeværk fremsende et projektforslag til godkendelse hos byrådet. Projektforslaget skal være det samfundsøkonomisk mest attraktive forslag sammenlignet med relevante alternativer, før det kan godkendes. Varmeprojekter kan i konkrete tilfælde sammenlignes med varmepumper som reference, da olie- og gasfyr udfases.

Nærvarmeanlæg
Dansk Fjernvarme arbejder på et koncept med at oprette nærvarmeanlæg i form af regionale fjernvarmepumpe a.m.b.a selskaber i hele landet uden for fjernvarmeområder. I områder med samlet bebyggelse, der ikke har potentiale for fjernvarme, kan der etableres lokale private fjernvarmeselskaber.

Fælles varmeløsninger kan være svære at organisere i mindre byer. Gevinsten for den enkelte er lille, samt alder på nuværende varmeforsyning varierer. Projekterne er følsomme overfor den endelige tilslutningsprocent, og realisering kræver en aktiv forbrugergruppe, der tager selvstændigt initiativ til etablering af forsyning eller anlæg.

Valg af varmekilde
Anvendes naturgas eller olie til opvarmning skal varmeforsyningen skiftes inden 2030. Ved skift af varmeforsyning til fjernvarme eller varmepumpe kræver følgende aspekter opmærksomhed uanset, hvilken varmekilde der skiftes fra:

Fjernvarmeområder
Bor man i et område, der er udlagt med fjervarme, kan man med stor sandsynlighed også opnå tilslutning til fjernvarme. Der har siden slutningen af 2020 været efterspørgsel på fjernvarme i områder, der er udlagt til fjernvarme, men hvor fjernvarmenettet endnu ikke er rullet ud. Der er flere, som bor i områder udlagt med fjernvarme, men som benytter anden varmeforsyning, og for flere af disse kan det være fordelagtigt at skifte varmforsyning til fjernvarme.

Naturgasområder
Bor man i et område udlagt til naturgas og har olie- eller gasfyr, skal man inden 2030 udskifte sin varmeforsyning. Man kan på kortet orientere sig i forhold til fremtidig varmekilde. Er området ikke udpeget som potentielt fjernvarmeområde, kan man med fordel undersøge mulighederne for at anskaffe en varmepumpe samt muligheder for at søge om økonomisk tilskud ved bygningspuljen, samt skrotning- og afkoblingsordningen, som administreres af Energistyrelsen.

Tilslutningspligt
Der kan være bindinger i en lokalplan i form af tilslutningspligt. Tilslutningspligt til fjernvarme er gældende, såfremt lokalplanen er vedtaget før 1. januar 2019. Dette gælder dog ikke, hvis der står, at der er tilslutningspligt til naturgas, da denne binding er ophævet. Der kan i enkelte tilfælde være tinglyst en servitut om tilslutningspligt.

Uden for kollektiv varmeforsyning
Bor man uden for de områder, der er udlagt til kollektiv varmeforsyning eller udpeget som potentielle fjernvarmeområder, kan man med fordel undersøge mulighederne for en varmepumpe. Der vil være mulighed for at søge om økonomisk tilskud ved bygningspuljen, samt skrotning- og afkoblingsordningen, som administreres af Energistyrelsen.

Varmepumpe i byerne
I byer og områder med samlet bebyggelse vil der ofte være mulighed for at opsætte varmepumpe. Det anbefales dog, at man benytter kollektiv varmeforsyning, hvis muligt. Ved brug af varmepumpe i byområder skal man være opmærksom på støjgener i forhold til naboer. Der er i øjeblikket stigende opmærksomhed på risikoen for støj fra varmepumper.

Mulighed for tilskud til varmepumpe
Der er for nogle grundejere mulighed for at installere en varmepumpe og opnå tilskud fra bygningspuljen eller skrotnings- og afkoblingsordningen. Man skal være opmærksom på, at ejendommene ikke må være udlagt til fjernvarme ved godkendt projektforslag eller være omfattet af en lokalplan, som pålægger tilslutningspligt til fjernvarme. I områder med spredt bebyggelse uden kollektiv varmeforsyning er der som udgangspunkt ikke nogle bindinger.

Energistyrelsens støtteordninger
Bygningspuljen
Bygningspuljen gives til skift af varmekilde, isolering af klimaskærm samt optimering af boligens drift. Der blev åbnet op for ansøgninger til bygningspuljen den 15. oktober 2020 og der kan søges frem til 2026. Formålet er at nedbringe energiforbruget og omstille varmeforsyningen i helårsboliger i Danmark. Bygningspuljen fordeles efter først til mølleprincippet.

Skrotningsordningen
Skrotningsordningen gives til varmepumper på abonnement – en ordning, hvor forbrugeren lejer en varmepumpe af en energitjenesteleverandør. Der blev åbnet op for ansøgninger til skrotningsordningen den 15. september 2020, og der kan søges frem til 2026. Formålet er at nedbringe energiforbruget og omstille varmeforsyningen i helårsboliger i Danmark, hvor ordningen kan hjælpe til, at bl.a. borgere med begrænsede finansieringsmuligheder ligeledes kan skifte deres olie- eller gasfyr ud med en varmepumpe. Tilskud gives til energitjenesteleverandører og anvendes til at sænke forbrugerens investering i varmepumpen.

Afkoblingsordningen
Afkoblingsordningen er en midlertidig ordning, som dækker afkoblingsgebyret for afkobling fra gasnettet. Den gælder for husholdninger under forudsætning af, at de er opkoblet med stikledning. Formålet er at understøtte de øvrige puljer ved at give tilskud til afkoblingsgebyr fra gasnettet. Afkoblingsordning forventes taget i brug i marts 2021, samt administreret af Evida.

Fjernvarmepuljen
Fjernvarmepuljen gives som fast støttebeløb til udrulning af fjernvarmenettet i nye fjernvarmeområder. Tilskuddet gives til fjernvarmeselskaberne, som omfordeler den til forbrugerne. Der er primo 2021 åbnet op for ansøgninger til fjernvarmepuljen. Formålet er at fremme fjernvarme i områder, hvor denne opvarmningsform er samfundsøkonomisk fordelagtigt.

Håndværkerfradrag
Der er ved energiforbedringer af bolig mulighed for at benytte håndværkerfradrag, hvor man kan trække arbejdsløn fra i skat. Håndværkerfradrag kan ikke benyttes sammen med tilskud fra bygningspuljen.

Ændring i afgift
Som led i at udfase olie- og gasfyr stiger afgifterne på olie og gas til rumopvarmning, samt afgiften sænkes på el til rumopvarmning. Derfor bliver det dyrere at fyre med olie og gas, samt det bliver billigere at benytte individuelle eldrevne opvarmningsformer.

Indberetning til BBR
Det er vigtigt, at grundejerne indberetter oplysninger om ejendommene korrekt til BBR. Dette er også gældende for, hvilken varmekilde der benyttes til rumopvarmning. Grundejer er ansvarlig for at indberette til BBR, og dette gælder også ved ændringer i bebyggelsesforhold, herunder skift af varmeforsyning.

Varmeforsyningsråd
Kommunens varmeforsyningsselskaber er aktive og ambitiøse, og Byrådet ønsker at understøtte dette. Der skal derfor sammen med de lokale varmeforsyningsselskaber oprettes et varmeforsyningsråd med henblik på at opnå et stærkt samarbejde. Varmeforsyningsrådet skal funderes i et årligt møde, hvor alle parter deltager. Her vil der være mulighed for at diskutere samarbejde, procedurer, nyeste lovgivning, forbedringsmuligheder og lignende. Varmeforsyningsområdet ændres radikalt i denne tid, hvorfor et tættere samarbejde og videndeling er vigtig.

Klimapartnerskabsaftaler
Der er indgået klimapartnerskab med Assens Fjernvarme og Tommerup St. Varmeforsyning, og flere klimapartnerskaber med andre fjernvarmeforsyningsselskaber er på vej.

Klimapartnerskabsaftalerne kan findes
www.assens.dk/klimapartnerskab

Der er flere områder, som er udlagt med naturgas eller fjernvarme, samt flere områder som potentielt kan udlægges til fjernvarme.

Rådhus Allé 5
5610 Assens

Nyttige links