Skip til hoved indholdet

3.3 Jernbaner

Jernbanen tværs over Fyn, er en vigtig del af Assens Kommunes offentlige servicetransport.

Togstationerne i Tommerup St. by, Bred, Skalbjerg og Aarup skaber forbindelser til Odense og Middelfart Kommune hele døgnet, og er af stor vigtighed for pendlertrafikken.

Assens Kommune arbejder for, at Aarup station i fremtiden skal blive InterCity Station.

Den gennemkørene eksisterende jernbanens betydning for Assens Kommune er ikke umiddelbar stor, men den har en vigtig betydning for sammenhæng mellem landsdelene. Der vil dog med stor sandsynlighed i fremtiden blive behov for en ekstra forbindelse over Lillebælt, hvor en jernbaneforbindelse sammen med forbindelse for biltrafik skal aflaste de to eksisterende forbindelser, som allerede i dag er meget belastet.

Afhængig af linieføringen kan en ny forbindelse med tog skabe mulighed for en station mellem Assens og Middelfart. En sådan forbindelse syd for den gamle Lillebæltsbro samt etablering af en station vil være et meget vigtigt bidrag til en positiv udvikling i Assens Kommune. Derfor bør kommunen ligeledes bidrage og præge debatten om en eventuel ny togforbindelse mellem landsdelene.

Det er Byrådets mål,

  • at fastholde hovedbanen over Fyn som et højklasset forbindelsesled mellem Jylland/Sjælland/udlandet
  • at Aarup Station opklassificeres til InterCity Station
  • at stationerne i kommunen fastholdes og styrkes som en væsentlig transportforbindelse mellem landsdelscentret Odense og det sydfynske område
  • at forebygge gener ved støj og vibrationer fra jernbanetrafikken.

Hovedjernbanen over Fyn er med til at knytte Øst­ og Vestdanmark sammen med det fynske område som et centralt område mellem vækstregionen i Østjylland og Hovedstadsregionen.

Hovedbanen over Fyn danner endvidere sammen med motorvejen tværs over Fyn en transportkorridor af stor betydning for erhvervslivet i Assens Kommune. Det er langs denne korridor de fleste egentlige erhvervsbyer er beliggende, og her væksten i vidt omfang er koncentreret.

For så vidt angår støjproblematikken i øvrigt, er det Byrådets opfattelse, at myndighedernes indsats bør foretages ud fra ensartede retningslinjer for støjbeskyttelsen. Kommuneplanens retningslinjer for forebyggelse af nye støjgener bør i den forbindelse knytte sig til Miljøstyrelsens vejledende udmeldinger.

3.3.1 Forebyggelse af støjgener fra jernbaner
Der må som hovedregel ikke udlægges arealer til støjfølsomme formål i områder, der belastes væsentligt med støj og vibrationer fra eksisterende jernbaner.

3.3.2 Støjniveau fra jernbanetrafik
Det maksimale støjniveau fra jernbanetrafik, målt som spidsværdier under passage af mest støjende tog må ikke overstige en grænse på 85 dB (KB vægtet accelerationsniveau) ved ny støjfølsom arealanvendelse.

3.3.3 Vibrationer fra jernbanetrafik
Vibrationer fra togtrafik må ikke overstige en grænse på 75 dB (KB­-vægtet accelerationsniveau) ved ny støjfølsom arealanvendelse.

3.3.4 Jernbane interesseområde
Lokalplanforslag (evt. i udkast), ansøgninger om byggetilladelser, landzonetilladelser, udstykningssager mv., der vedrører arealanvendelse eller ændret udnyttelse af ejendomme, der ligger inden for jernbane interesseområdet, skal i henhold til § 2b stk. 2 i Lov om ændring af lov om jernbane indsendes i høring til Vejdirektoratet inden der gives en eventuel tilladelse til det ansøgte.

Jernbanestrukturen i det fynske område består af hovedbanen over Fyn. Hovedbanen har som sit vigtigste formål at forbinde Øst­ og Vestdanmark, og trafikken på banen er hovedsagelig af national karakter. Hovedbanen gennem den nordlige del af kommunen er i vidt omfang en pendlerbane med stor regional og lokal betydning.

Støj
Jernbanetrafik giver anledning til støjproblemer. En central problemstilling handler således om at forebygge konflikter mellem støjfølsom arealanvendelse og jernbanetrafik. Banedanmark opstiller løbende støjskærme langs banestrækningerne i Danmark, ligesom der er afsat en pulje til støjdæmpning af husfacaderne. Der er ikke lovhjemmel til at pålægge Banedanmark omkostninger til støjafskærmning omkring de eksisterende jernbaner ved øget trafik på disse.

Strategi og indsats
Retningslinjerne på området vedrører alene forebyggelse af støjgener fra jernbanetrafikken i form af støjkrav til støjfølsomme formål, der placeres i nærheden af jernbaner. Udgangspunktet er, at Miljøstyrelsens vejledende støjkrav skal overholdes. Vedrørende støj og vibrationer fra jernbaner henvises der i den forbindelse til Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1997 og Miljøstyrelsens orientering nr. 9/1997 om ”Lavfrekvent støj, infralyd og vibrationer i eksterne miljø” samt ”Tillæg til vejledning nr. 1/1997: Støj og vibrationer fra jernbaner” fra juli 2007.

I vejledningen fastlægges ud fra blandt andet beregninger nogle minimumsafstande, der skal respekteres langs jernbanerne for at undgå vibrationer og for at sikre et acceptabelt støjniveau ved boliger uden opsætning af støjskærme.

I øvrigt henvises til den fælles nordiske beregningsmodel for støj fra jernbaner, som er gengivet i Miljøstyrelsens vejledning: ”Beregning af støj og vibrationer fra jernbaner”, nr. 1/1997. Miljøstyrelsen har også fastlagt grænseværdier for vibrationer og det maksimale støjniveau.

Placering af støjfølsom arealanvendelse kan også komme på tale i eksisterende byområder belastet med jernbanestøj over de vejledende støjgrænser.

Støjretningslinjerne nævnt i dette afsnit gælder kun for forbikørende tog.

Rådhus Allé 5
5610 Assens

Nyttige links