7.5 Badeområder
I september 2012 blev vedtaget en ny bekendtgørelse (Bekendtgørelse nr. 939 af 18. sep. 2012 om Badevand og Badeområder), der bl.a. medførte, at der for alle badeområder findes en badevandsprofil, som bl.a. beskriver fysiske forhold ved det enkelte badeområde.
Kommunens badeområder skal være kendetegnet ved en høj standard. Badevandskvaliteten skal være god, og vi skal have Blå Flag strande eller Badepunktstrande.
Det er byrådets mål,
- at bevare, beskytte og forbedre badevandskvaliteten samt at beskytte badende borgeres sundhed.
- at badevandskvaliteten bliver forbedret på de steder, hvor den er påvirket af udledninger fra renseanlæg, overløb, åudløb og spredt bebyggelse.
- at sikre, at kommunens badeområder har en høj standard og at kommunen lever op til badevandsdirektivets krav om badevandkvalitet, kontrolovervågning, klassificering og information af offentligheden.
- at øge badesikkerheden for alle kommunens badegæster gennem information og sikring af adgang til redningsudstyr.
- at sikre, at al badevand fastholder sin klassifikation som ”udmærket” jf. gældende bekendtgørelse.
7.5.1 Kvalitetskrav til badevand
Ved badeområder, og i vandområder, hvor der foregår anden rekreativ udnyttelse, såsom surfing, roning, dykning m.v., skal vandkvaliteten kunne leve op til badevandsdirektivets kvalitetskrav. Langs kysten i øvrigt skal der ligeledes være en hygiejnisk vandkvalitet svarende til badevand. Dette gælder dog ikke vandområder tæt ved erhvervshavne, åudløb med
videre.
7.5.2 Kontrol af badevand
I badesæsonen (1. juni - 1. september) skal kommunens badevand løbende kontrolovervåges for at sikre, at vandet ikke er forurenet. Kontrolovervågningen foretages ved udtagning og analysering af badevandsprøver fra faste kontrolovervågningssteder langs kysten.
7.5.3 Information og badeforbud
I tilfælde af uventede situationer som har, eller kan forventes at få, negativ påvirkning af badevandskvaliteten, eller af de badendes sundhed, skal offentligheden informeres og om nødvendigt skal der nedlægges badeforbud.
7.5.4 Identifikation af forureningskilde
Ved konstatering af forhøjet indhold af fækale bakterier i badevandet, skal forureningskilden, ved hjælp af kildesporing, søges identificeret, så fremtidig forurening i videst muligt omfang
kan undgås.
7.5.5 Sikkerhedsinformation ved badeområder
Ved alle udlagte badeområder skal der i videst muligt omfang være sikkerhedsinformation om de lokale forhold samt adgang til redningsudstyr.
7.5.6 Udledning af urenset spildevand
Al udledning af urenset spildevand skal undgås.
7.5.7 Belastning af badeområder fra regnvandsudløb
Belastningen af badevandet fra regnbetingede spildevandsudløb skal løbende minimeres. Dette kan for eksempel ske gennem etablering af bassiner med videre.
7.5.8 Badevandsprofiler
På baggrund af data opnået ved kontrolovervågning og vurderinger er der opstillet badevandsprofiler for alle badeområder. En badevandsprofil skal blandt andet indeholde en liste
over årsager til forurening, der kan påvirke badevandet.
7.5.9 Information om badevandskvalitet
Forud for hver badesæson skal offentligheden informeres om vurdering og klassifikationen af badevandet.
7.5.10 Vurdering af badevandskvalitet
Efter hver badesæson skal badevandskvaliteten vurderes og klassificeres i henhold til badevandsdirektivets krav.
Med en kyststrækning på 107 km (incl øerne) har Assens Kommune mange strande, som er velegnede til badning, og badevandet er af høj international standard. Følgende steder er udlagt til badevande i kommunen: Sandager Næs, Aborg Strand, Mariendal, Assens Næs, Saltofte Strand, Å Strand, Feddet, Løgismose Skov, Damsbo Strand, Helnæs Fiskerhuse og Helnæs Sommerland. Se kortet i hovedafsnittet.
Badevandsprøverne kan til tider vise tegn på en forringelse af badevandskvaliteten på grund af forhøjet indhold af fækale bakterier. Forurening af badevandet skyldes især udledninger fra renseanlæg, udledning af spildevand fra ejendomme beliggende i det åbne land til sø, å eller hav, afstrømning af for eksempel husdyrgødning fra landejendomme, overløb fra verløbsbygværker under kraftig regn og udledning af overfladevand fra befæstede arealer efter længere tørkeperioder.
Badevandskvaliteten på kommunens tolv badestrande har i 2021 opnået den højeste klassificering ’Udmærket’, badevand kan opnå.
Assens Kommune har Badepunkter ved Sandager Næs, Mariendal, Assens Næs og Løgismose Skov.
Strategi og indsats
Assens Kommune skal i videst muligt omfang arbejde hen imod en minimering af følgende forureningskilder til badevandet:
- Udledning fra renseanlæg.
- Udledning af spildevand fra ejendomme beliggende i det åbne land til sø, å eller hav.
- Overløb fra overløbsbygværker.
- Udledning af overfladevand fra befæstede arealer.
FAKTABOKS om BadepunktFriluftsrådet administrerer to ordninger om badevands og strandkvalitet, hhv. den europæiske ordning ’Blå Flag’ og den nordiske ordning ’Badepunkt’. Badepunktsordningen er udviklet af Friluftsrådet i samarbejde med de øvrige nordiske lande. Badepunktsstrande synliggør badesteder med rent badevand, badesikkerhed, basal infrastruktur og med særlige friluftsmuligheder. Formålet med Badepunktordningen er at fremhæve særligt gode badesteder, der ikke nødvendigvis har en masse service og faciliteter. Hvor der i den europæiske Blå Flag-ordning er stort fokus på faciliteter, service og miljøformidling, har Badepunktordningen fokus på den gode badeoplevelse formet af badestedets lokale karakter. Blå Flag-ordningen kan erstattes med Badepunktordningen. For begge ordninger gælder, at de kun tildeles strande som besidder den bedste badevandskvalitet. I Assens Kommune har vi fra og med 2021 fire strande under Badepunktsordningen: Sandager Næs, Assens Næs, Løgismose Strand og Mariendal Strand. De tre første strande har tidligere været under Blå Flag-ordningen. |