7.7 Udledning af miljøfarlige forurenende stoffer
Af hensyn til miljø og sundhed er det vigtigt, at reducere udledningen af miljøfarlige forurenende stoffer til vandmiljøet.
Der kan eksempelvis være tale om kræftfremkaldende stoffer, giftige stoffer og stoffer med østrogenlignende effekt. For nogle af stoffernes vedkommende sker der endvidere en biomagnifikation – dvs. en ophobning af stoffet op gennem fødekæden.
Med fokus på miljø og sundhed vil Assens Kommune arbejde for at reducere udledningen af miljøfarlige forurenende stoffer til vandmiljøet.
Det er byrådets mål,
- at sikre mennesker og dyr et højt beskyttelsesniveau mod forekomst af miljøfarlige forurenende stoffer i vandmiljøet.
- at begrænse udledningen af miljøfremmede stoffer til vandløb, søer eller havet mest muligt ved hjælp af den bedste tilgængelige teknologi (BAT).
7.7.1 Reducering af udledningen
Assens Kommune vil gennem planlægning og administration af sektorlovgivningen sikre, at udledningen af miljøfarlige forurenende stoffer reduceres mest muligt.
Ifølge EU’s vandrammedirektiv omfatter tilstandsvurderingen af overfladevand både biologiske kvalitetselementer og fysisk/kemiske kvalitetselementer, herunder forekomsten af miljøfarlige forurenende stoffer. Vandområdernes tilstand mht. miljøfarlige forurenende stoffer vurderes på baggrund af fastsatte miljøkvalitetskrav (målt i stofkoncentrationer), som ikke må overskrides, hvis miljømålet skal være opfyldt. Miljømålene er fastsat af staten i bekendtgørelse om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster. Miljøkvalitetskravene fremgår af bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand.
Ifølge statens vandområdeplan 2015-2021 for Vandområdedistrikt Jylland og Fyn er kilderne til påvirkning af vandløb og søer med miljøfarlige forurenende stoffer bl.a. husholdninger
og erhverv. For kystvande er kilderne bl.a. husholdninger, skibsfart, havbrug og øvrige erhverv.
Ifølge vandområdeplanen er indsatserne overfor miljøfarlige forurenende stoffer i vandområdeplanperiode 2015-2021 bl.a.:
- Berørte myndigheder skal inden for deres ressort foretage opsporing af kilder til forurenende stoffer, som hindrer opfyldelse af de fastlagte miljømål.
- Om nødvendigt skal myndigheden, hvis der er hjemmel hertil i den pågældende sektorlov, revidere meddelte godkendelser og tilladelser, så gældende miljøkvalitetskrav
kan overholdes.
Mht. udspredning af spildevandsslam fra renseanlæg på landbrugsjord, så reguleres det af bekendtgørelse om bekendtgørelse om anvendelse af affald til jordbrugsformål (slambekendtgørelsen), hvor der er fastsat grænseværdier for udvalgte miljøfarlige forurenende stoffer.
Også oppumpet forurenet grundvand fra afværgeforanstaltninger indeholder ofte miljøfarlige forurenende stoffer. Disse udledninger bør i så fald gennemgå rensning ved anvendelse
af bedst, tilgængelige teknologi, for eksempel ved tilledning til kommunalt renseanlæg eller særskilt rensning i eksempelvis kulfilter.
Assens Kommune ønsker at forstærke indsatsen mod pesticidudledninger fra landbrug, skovbrug og gartnerier. Det sker dels via rutinetilsyn og dels i konkrete tilfælde, hvor pesticidskader er synlige i vandløbene.